LD Auto ApS

25 år med Skoda og 30 år med eget værksted.

Når indehaver af LD Auto, Lars Dahl, 4.-6. juni inviterer til reception og Åbent Hus i bilforretningen på Dragsbækvej i Thisted, kan han se tilbage på 25...

Når indehaver af LD Auto, Lars Dahl, 4.-6. juni inviterer til reception og Åbent Hus i bilforretningen på Dragsbækvej i Thisted, kan han se tilbage på 25 år som forhandler af Skoda og 30 år som selvstændig indenfor autobranchen. Det dobbelte jubilæum bliver markeret med en reception fredag den 4. juni og med Åbent Hus lørdag og søndag den 5. og 6. juni. Under Åbent Hus præsenterer LD Auto den faceliftede Fabia og byder på en pølse og lidt at drikke til. Desuden kan man møde alle 11 ansatte hos LD Auto.


Mekaniker hos Renault

Lars Dahl er oprindelig uddannet mekaniker. Han kom i lære hos Renault forhandler Brandt og Baadsgaard i Thisted tilbage i 1968. Som udlært, kun afbrudt af soldatertjeneste, blev han sat til at bestyre lageret, inden han i 1976 blev leder af Brandt og Baadsgaards nyoprettede afdeling i Nykøbing Mors.

Mens Lars Dahl arbejdede i Nykøbing, arbejdede han samtidig med at få opfyldt et gammelt ønske om at blive selvstændig. Det ønske fik han opfyldt, da han 1. september 1979 sagde farvel til Renault og goddag til en tilværelse som selvstændig i lejede lokaler i det tidligere Citroén værksted på Dragsbækvej. 120 kvadratmeter værksted med tilhørende grav og et lille kontor i det nedlagte Shell benzinanlæg. Om vinteren stod graven næsten under vand, så Lars Dahl og en ansat arbejdsdreng måtte trække i gummistøvler, når der skulle arbejdes i graven.


Tilbudt Skoda forhandling

Under navnet LD Auto fik Lars Dahl hurtigt så travlt på værkstedet, at han måtte ansætte en svend, og de to mekanikere udførte reparationer af alle bilmærker, Lars

Dahl dog med en forkærlighed for Renault. I 1984 købte Lars Dahl grunden på Dragsbækvej, inklusive værksted og privatbolig, af arvingerne efter Erik Henningsen, og planen var stille og roligt at udvikle forretningen. I foråret 1985 blev der imidlertid vendt op og ned på den plan, da rejseinspektør Knud Essemann fra Pradan Autoimport kom på besøg. Han var på udkig efter en ny Skoda forhandler i Thisted efter lukningen af Carl Hansen. Lars Dahl kendte ikke meget til Skoda, men blev glad og takkede ja til Knud Essemanns tilbud under forudsætning af, at forhandlingen ikke indebar en større investering i et udstillingslokale. Lars Dahl, der var startet uden en krone på lommen, havde ikke lyst til at sætte sit værksted på spil ved at kaste sig ud i en større investering. Pradan Autoimport accepterede Lars Dahls betingelser, og 1. juni kunne han kalde sig Skoda forhandler med eget autoriseret skilt og 12-14 nye biler på pladsen foran værkstedet. De nye biler var Skodas opmodeller fra 105 S til 120 LS.


Venstre hånd

Med sit begrænsede kendskab til Skoda havde Lars Dahl en forventning om, at han kunne klare salget med venstre hånd. Skoda, som havde omkring 80 forhandlere over hele landet, havde dog slået sit navn fast allerede to år forinden med fleste solgte biler i Danmark, så Lars Dahl fik hurtigt travlt - så travlt, at han kort tid efter måtte ansætte flere folk for at følge med efterspørgslen.

Det første år solgte LD Auto hele 20-25 nye biler til priser fra 39.500 kroner.
Som forhandler af Skoda måtte Lars Dahl også lære at reparere dem. Derfor blev han sendt på kurser på fabrikkens serviceskole i Tjekkoslovakiet. Sammen med 19 andre fra Skodas forhandlernet i Danmark kørte han - naturligvis i Skoda - turen til Tjekkoslovakiet, blandt andet på betonveje i det tidligere Østtyskland.


Støt stigende popularitet

I 1986-87 sendte Skoda en ny topmodel på markedet, 130 GLX, og efter murens fald i 1989 en forhjulstrukken Favorit. I kølvandet fulgte vitser om bilens ydeevne og udseende, men det gik hverken Lars Dahl eller kunderne på. Skodas popularitet blandt bilkøberne gik kun opad, og da VW begyndelsen af 1990-erne overtog fabrikken, forstummede vitserne lynhurtigt. Med VW i spidsen satte Skoda sig endnu tungere på det danske marked, først med Felicia i 1995, så med årets biler i Danmark i 1997 og 2001, Octavia og Fabia. Siden er Superb, Roomster og Yeti kommet til, så Skoda i dag har et bredt personvognsprogram. I takt med det stigende salg og service af Skoda samt salg og reparationer af brugte biler af alle mærker, har Lars Dahl løbende udvidet sin forretning gennem knopskydninger.

I 1984 byggede han til privatboligen for at få nyt kontor. I 1988 blev der bygget større værksted og lager, og i 1996 byggede han efter eget ønske en 220 kvadratmeter stor udstilling. Siden er nyt kontor og lager kommet til i 2004, i 2008 køb af Mogens Hundahls bygninger på Vestre Kirkegårdsvej til opbevaring af hjul og til aflastning af klargøingen. Endelig købte Lars Dahl sidste år naboejendommen for at fremtidssikre udviklingen på Dragsbækvej. I dag har LD Auto cirka 800 kvadratmeter under tag på Dragsbækvej og yderligere 1.400 kvadratmeter på Vestre

Kirkegårdsvej. Medarbejderstaben udgør i dag 11 ansatte, inklusive Lars Dahl og det årlige salg af nye biler ligger på 110-120.


Kundetilfredshed

Tilfredse kunder og en forsigtig udvikling gennem knopskydning har gennem årene været LD Autos fundament. Lars Dahl er aldrig gået på kompromis med kundetilfredshed. Hver eneste bil, der forlader LD Auto, skal efterkomme

kundens behov og krav. Hos LD Auto bliver der ikke solgt biler for bare at sælge biler, det skal være den rigtige bil. I flere år har LD Auto på den baggrund scoret topkarakterer på kundetilfredshed indenfor Skoda Danmark.


Dygtige medarbejdere

30 år med eget værksted og 25 år som forhandler af Skoda. Lars Dahl erkender, at han ikke var nået til de to milepæle uden dygtige og loyale medarbejdere samt stor opbakning fra familien. Foruden hustruen Kirsten er det børnene Rasmus, Mads og Anne. Både Rasmus og Mads er i dag ansat i familievirksomheden som henholdsvis mekaniker og sælger, mens Anne læser økonomi i Århus. Hustruen Kirsten er butikschef i Tøj & Sko i Thisted, men hjælper altid til i forbindelse med Åbent Hus ol.


Fremtiden

58-årige Lars Dahl er fortsat eneejer af LD Auto og han har stadig masser af lyst til at stå i spidsen for virksomheden i flere år endnu. Tanken om et generationsskifte er dog ved at opstå, og Lars Dahl håber, at Rasmus på nu 30 år og Mads på 28 år en dag vil tage over og føre LD Auto videre. Måske også med søster Anne på nu 22 år som ansvarlig for det økonomiske. Som 5-årig forudså Anne nemlig et generationsskifte, hvor Rasmus reparerede bilerne, Mads solgte dem og hun selv tog sig af "skillingerne". Indtil videre har forudsigelsen holdt vand med Rasmus og Mads. Bortset fra, at det var Rasmus, der tidligt viste talent for salg. Som lille purk solgte han sin første bil til farbror Søren med slutseddel og det hele. Pris: To kroner og tre stykker slik!