LD Auto ApS

Verdenspremiere på ny Skoda Superb

Fjerde generation af Superb har netop haft verdenspremiere. Škodas flagskibsmodel stævner ud med nyt design, endnu mere plads, luksuriøst interiør, nye assistentsystemer og en plug-in-hybrid med 100 km rækkevidde og hurtigladning.

Navnet siger alt. Da Škoda tilbage i 1930’erne skulle navngive sin store luksusbil, var Superb – fortræffelig – et oplagt valg. Og da Škoda i 2001 atter lancerede en topmodel, var Superb igen et velvalgt navn. Siden da er der blevet produceret mere end 1,6 mio. af Škodas flagskibsmodel, og nu har fjerde generation af nutidens Superb haft verdenspremiere. Den stiller med nyt design, innovativt interiør, opdateret drivlinje med eldrift, nye assistentsystemer og endnu mere rummelighed.

Eksteriør: Nye LED Matrix-lygter og bedre aerodynamik

Med en længde på 4.912 mm er hatchback-versionen af den nye Superb blevet 43 mm længere end forgængeren, mens stationcaren Combi nu er 4.902 mm og dermed 40 mm længere. Bredden er 1.849 mm (-15 mm), og højden er henholdsvis 1.481 mm og 1.482 mm, hvilket gør hatchbacken 12 mm og Combi 5 mm højere end den tidligere generation. Med 2.841 mm er akselafstanden uændret.

Superbs øgede længde er primært vekslet til mere bagagerumsplads, hvor hatchbacken med sine 645 liter har 20 liter mere bagageplads, og Combi har 30 liter mere, så der nu er 690 liter – og hele 1.920 liter med bagsædet fældet frem. Benpladsen ved såvel forsæder som bagsæde er fortsat i ministerbilsklassen, og loftshøjden er øget en anelse både for og bag.

Al den plads fortjener en flot indpakning, og heller ikke på det punkt skuffer fjerde generation Superb. Designet er skarpere end nogensinde. Škoda-logoet på fronten er ligesom Škoda-navnet på bagklappen i Unique Dark Chrome (UDC), og den sekskantede kølergrill flankeres af nydesignede forlygter med mulighed for anden generation LED Matrix-teknologi. De smalle forlygter består i det tilfælde hver af to BiLED-moduler – ét til nærlys og ét til fjernlys – adskilt af drejelyset. De tilpasser fortsat lyset dynamisk til trafik og kørselsforhold, men den nye generation udsender hele 40 procent mere lys – til gavn for sigtbarheden og trafiksikkerheden.

En stor bil som Superb skal helt naturligt ‘skubbe’ meget luft, når den kører, og derfor har Škoda arbejdet intensivt med at optimere bilens aerodynamik. Hatchbackens luftmodstandskoefficient på 0,23 Cw er 10 procent lavere end hos tredje generation, mens Combi med sine 0,25 Cw er 15 procent lavere – til gavn for brændstofforbruget.

Interiør: Interiørtemaer a la Enyaq og Smart Dials

Den nye Superb lever også op til sit navn, når man sætter sig ind i den luksuriøse kabine og nu kan blive forkælet med forskellige interiørtemaer, som man kender det fra Škoda Enyaq og Škoda Enyaq Coupé.

Alle tekstiler i Studio, Loft og Lounge er lavet af 100 procent genbrugsmaterialer, og det cognacfarvede læder i Suite Cognac er indfarvet med rester fra forarbejdning af oliven.

Den Design Selection kan – ligesom Suite Black – kombineres med pneumatisk massage fra ti indbyggede luftpuder i hvert forsæde. Massagefunktionen indstilles på den nu op til 13 tommer store touchskærm på midterkonsollen, men i brugervenlighedens tegn gør Škoda ikke styringen af alle bilens funktioner afhængig af én skærm. Faktisk er betjeningen med fysiske knapper styrket i den nye Superb, hvor de tre drejeknapper under skærmen til betjening af bl.a. klimaanlægget nu er intuitive ‘Smart Dials’. Man kan både dreje og trykke på dem, og når man gør det, får man haptisk berøringsfeedback, som man kender det fra en smartphone. Hver knap har sit eget lille infodisplay, og den midterste knap kan individualiseres til lynbetjening af en bestemt funktion.

Føreren kan også glæde sig over, at det nu er muligt at få Superb med head-up-display som supplement til det 10 tommer store digitale cockpit, og gearvælgeren er flyttet op på ratstammen, fordi alle Superb-modeller nu har DSG-automatgear.

Det giver mere plads i midterkonsollen, som har en Phone Box med plads til to smartphones og trådløs opladning med 15 W. Der er også ‘fuld power’ i de fire USB-C-porte, som kan oplade med 45 W.

Den nye Superb er altid online, hvilket giver mulighed for over-the-air-opdateringer, onlinebaseret ruteplanlægning og en parade af onlineservicer fra Škoda Connect. Og ikke mindst giver opkoblingen mulighed for fjernbetjening af opladning og kabinetemperatur i plug-in-hybrid-versionen.

Drivlinjer: Plug-in-hybrid med hurtigladning

Den nye Superb fås som plug-in-hybridbil – og den er blevet endnu bedre. Batteriet på 25,7 kWh giver en rækkevidde på op til 100 km (WLTP), og det er hurtigt at lade op. Ligesom Škoda Enyaq kan den nye Superb 1.5 TSI iV lade med 11 kW AC i en ladeboks, og så tager det 2,5 timer at oplade batteriet fra 0 til 100 procent. Måske endnu vigtigere giver den nye drivlinje mulighed for at hurtiglade med 50 kW DC på ladestationer. Så tager en opladning fra 10 til 80 procent kun 25 minutter. Den samlede ydelse fra benzinmotor og elmotor er 204 hk (150 kW).

Derudover fås den nye Superb for første gang med en ekstra økonomisk 1.5 TSI mHEV-benzinmotor med 48-volt-system og 150 hk (110 KW), mens de kraftigste benzinmotorer er 2.0 TSI med 204 hk (150 kW) eller 265 hk (195 kW).

Den nye Superb fås desuden med nyeste generation 2.0 TDI-dieselmotorer med 150 hk (110 kW) eller 193 hk (142 kW). Som nævnt har alle motorvarianter DSG-automatgear, og de to stærkeste brændstofmotorer har 4x4. De respektive anhængervægte kendes ikke endnu.

Den nye Superb kan også udstyres med en ny generation dynamisk chassiskontrol. DCC Plus Dynamic Chassis Control giver endnu hurtigere justering af støddæmperne samt flere muligheder for at skræddersy køreoplevelsen til førerens ønsker.

Assistentsystemer: Mange nyheder til Superb

Adskillige assistentsystemer kendt fra andre Škoda-modeller fås nu til Superb. Det er f.eks. Turn Assist, Exit Warning, Emergency Steering Assist og Crossroad Assist.

Crossroad Assist anvender radarsensorer i forkofangeren og frontkameraet til at holde øje med tværkørende trafik af biler, cyklister og fodgængere i kryds med begrænset udsyn pga. f.eks. parkerede biler. Systemet giver en akustisk advarsel samt en visuel advarsel i det digitale cockpit, og det svarer til det nuværende Rear Traffic Alert, som registrerer bagvedkørende eller -passerende, når man bakker ud fra f.eks. en parkeringsbås.

Den nye assistent Attention and Drowsiness Assist erstatter Driver Alert og overvåger førerens adfærd og vurderer graden af træthed. Mens Driver Alert primært analyserede data fra den elektromekaniske servostyring, får Attention and Drowsiness Assist informationer fra forskellige assistentsystemer, bl.a. Lane Assist. Det nye system registrerer afvigelser i førerens styring af bilen ved hastigheder over 70 km/t. og vurderer vedkommendes egnethed til at fortsætte kørslen. Registrerer systemet træthed, udløser det visuelle og akustiske advarsler i det digitale cockpit.

Sidst, men ikke mindst har den nye Superb også en række velkendte assistentsystemer, som nu bliver opgraderet med bedre funktionalitet. Det gælder bl.a. Traffic Jam Assist, der muliggør automatisk start, bremsning og styring i tæt trafik op til 60 km/t. ved at tilpasse sig bevægelserne hos de omkringkørende biler.

Den nye Škoda Superb får danmarkspremiere sommeren 2024.


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk