LD Auto ApS

Skoda, Cupra og VW samler kræfterne i nyt fælles bilhus

Om- og tilbygningerne er allerede i fuld gang, så det nye bilhus kan rumme tre flotte udstillinger samt et stort værksted og ekstra lagerplads.

Fra årsskiftet bliver bilkøberne i Thy mødt af et markant styrket lokalt bilunivers.

LD Auto, der forhandler Skoda, SEAT og Cupra, fusionerede d. 1. januar 2025 med Auto Group Nordvest (AGN), som blandt andet står bag Volkswagen Thisted.

Efter konkurrencestyrelsens godkendelse den 18. september 2025 gik arbejdet med at skabe et samlet bilhus hurtigt i gang på Uglevej, og LD Autos salgsafdeling er midlertidig flyttet ind hos Volkswagen Thisted på Sennelsvej 4 i Thisted.

Med fusionen samles aktiviteterne fremover under navnet AGN - Volkswagen, Škoda, SEAT & Cupra Thisted, som bliver den fælles betegnelse for det nye bilhus.

Ifølge Mads Dahl fra LD Auto handler fusionen først og fremmest om at ruste sig til fremtidens krav, men især også om at bibeholde den lokale forankring, så kunderne stadig møder de samme ansigter som de plejer:

- Vi vil rigtig gerne fortsætte med at have en stærk bilforretning i Thy, men vi vil også gerne være konkurrencedygtige og følge med udviklingen. Det kræver, at man står som en større enhed internt, samtidig med, at vi fastholder vores lokale forankring, siger han.

Fælles værdier giver en fælles styrke

Valget af samarbejdspartner har ifølge Mads Dahl været helt naturlig.

- AGN og Volkswagen her i Thisted deler vores værdier. AGN er en relativt ny konstellation, men den består af gamle, lokalforankrede bilhuse, der er gået sammen for at blive stærkere. Det giver rigtig god mening for os, og det vil vi gerne være en del af.

Med fusionen får kunderne ét hus med fire mærker og et endnu bredere udvalg. Og netop valget af mærker styrker positionen i lokalområdet.

- Volkswagen, Skoda, SEAT og Cupra fylder i forvejen rigtig meget i Thy. At kunne samle dem under samme tag giver kunderne langt større valgmuligheder og gør os stærkere på markedet, siger Henrik Larsen, Filialchef hos AGN, Volkswagen Thisted.

Nyt bilhus: Tre universer under ét tag

Det omfattende byggeri er allerede i fuld gang. Udstillingen er ryddet, og håndværkerne er begyndt at rejse de første vægge.

Når huset står færdigt, får hvert bilmærke sit helt eget univers.

- Hvert mærke har specifikke krav till, hvordan udstillingen skal se ud. Derfor får vi tre selvstændige udstillingsområder i samme bygning. Det kommer kunderne tydeligt til at kunne se, fortæller Mads Dahl.

Værkstedsafdelingen udvides også markant, og så får lageret en tilbygning, så der bliver plads til flere reservedele.

- Vi har inddraget medarbejderne rigtig meget inden byggeprocessen gik i gang, for de ved bedst, hvordan deres hvilke arbejdsområder bedst kan forbedres. Vi skal have en god arbejdsplads til dem, der hver dag kommer på arbejde og knokler.

Åbent hus i januar

Planen er, at det nye bilhus står klar inden de to første weekender i 2026, hvor man afholder åbent hus d. 3.-4. januar og d. 10.-11. januar, begge dage klokken 11.00-16.00.

- Vi gør hvad vi kan for, at udstillingerne bliver færdige, men der vil nok stadig være lidt byggeri i gang. Vi undskylder på forhånd for rodet. Vi vil rigtig gerne invitere alle indenfor og vise, hvad tankerne bag det nye bilhus er, siger Mads.

De to weekender byder på pølsevogn, fadøl og rundvisninger, og inden festlighederne skydes i gang, vil der blive annonceret kampagner på populære bilmodeller.

Selvom rammerne bliver nye, understreger Mads og Henrik, at kunderne fortsat vil møde de samme ansigter som altid.

- Når man går ind ad døren, er det stadig de samme medarbejdere man kan møde, som man altid har handlet med. Vi bliver dobbelt så mange medarbejdere, men det er de samme, lokale folk, der bare bliver samlet i ét hus. I princippet er det kun omgivelserne, der ændrer sig.

Midlertidige forhold i december

Indtil byggeriet står klar, holder salgsafdelingen til hos Volkswagen på Sennelsvej 4 i Thisted.

Her kan man prøvekøre biler og få en snak med en sælger i hele december som en midlertidig løsning, indtil det nye bilhus står klar.

Med fusionen håber LD Auto og AGN at give kunderne en endnu stærkere og mere fleksibel biloplevelse.

- Vi tager det bedste med fra begge butikker. Det giver os langt bedre muligheder for at imødekomme kundernes behov - flere modeller, flere mærker og mere specialiseret viden. Det er det, samarbejdet skal sikre, siger Mads Dahl.